Controller til Koncernøkonomi & Business Intelligence

Bankinvest stillingsopslag

Koncernøkonomi & Business Intelligence er omdrejningspunkt for centrale opgaver i BankInvests organisation. Styring af koncernens kapital, solvens og likviditet, håndtering af bogføring og forretningskontrol og produktion af regnskaber og øvrige rapporter, er nogle af hovedopgaverne. Derudover yder vi beslutningsstøtte og analyse til Forretningsledelse og andre forretningsenheder i organisationen. Teamet består af dedikerede fagfolk med interesse for modeller, tal og detaljer med et forretningsperspektiv for øje.

Vores ansvarsområde dækker bredt og samtidig står vi over for en større IT-opgradering over de næste par år. Vi lægger derfor vægt på, at vores nye kollega har en bred interessesfære og gerne vil bistå i opgaveløsning lige fra daglig drift til mere komplekse analytiske problemstillinger. Vi er et team på 4 engagerede medarbejdere og du vil referere til CFO Thomas Gunnarsson.

Dine arbejdsopgaver vil være forskelligartede alt efter din baggrund. Analyse, økonomiske konsekvensberegninger, nøgletalsberegninger og datastruktur vil danne grundlag for nogle af dine opgaver. Du vil også få ansvar for daglig rutineopgaver eksempelvis afstemningsopgaver, controlling, rejseafregning og andre ad-hoc opgaver. I starten vil der være meget fokus på oplæring, da forretningsforståelse er fundamental i løsning af mere komplekse opgaver.  

Du har minimum 2 – 3 års erfaring fra en Økonomifunktion. Du er vant til at arbejde i Microsoft Excel og har kendskab til regnskabsprogrammer – gerne Microsoft Dynamics NAV. Vi lægger vægt på, at du har flair for IT. Det vil være en fordel, hvis du har interesse i at forstå et regnskab. Du har en kandidat uddannelse eller lignende inden for Økonomi og Regnskab.

Som person har du stærke analytiske kompetencer og har stor interesse i databehandling. Vi lægger vægt på, at du har et højt kvalitetsniveau og arbejder struktureret. Du er god til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og er proaktiv i din tilgang. Du er ambitiøs, tager ansvar og trives i både selvstændigt og teambaseret arbejde.

Du bliver en del af en dynamisk virksomhed med omkring 110 ansatte, hvor en flad ledelsesstruktur, en uformel omgangstone og mange kompetente kollegaer tilsammen giver dig gode muligheder for både at udvikle dig selv og påvirke den fremtidige udvikling af BankInvest.

Har du yderligere spørgsmål til stillingen, ansættelsesforhold eller lignende, er du velkommen til at kontakte CFO, Thomas Gunnarsson på telefon 77 31 92 10 eller mail tgu@bankinvest.dk eller Chef for HR, Annette Ladegaard 77 30 90 27.

Du kan læse mere om os på www.bankinvest.dk, hvorfra du også bedes sende din ansøgning senest onsdag d. 29 marts 2017.

 

BankInvest er en førende kapitalforvalter og udbyder af investeringsforeninger i Norden med en samlet formue under forvaltning og administration på over 125 milliarder kroner. BankInvest forvalter midler for cirka 220.000 private investorer og et antal institutionelle investorer i Danmark og udlandet. BankInvest blev etableret i 1969, og ejerkredsen består af 38 danske pengeinstitutter. Virksomheden har cirka 110 medarbejdere.